tirsdag den 8. februar 2011

BIBLIOTHEK PÅ BEBELPLATZ

Igen i dag en solrig dag, og jeg måtte ud for at nyde dette på denne tid sjældne vejrfænomen. Jeg gik en tur i Mitte og kom også forbi Bebelsplatz. Her findes mindesmærket Bibliothek gemt under pladsens overflade - men kan ses igennem en glasflise. Det består af et hulrum med tomme reoler. Mindesmærket er til for at mindes ofrene for 10. maj 1933, natten hvor nazisterne brændte tusindvis af ”utyske” bøger af på Bebelsplatz. Bl.a. af forfatteren Henrich Heine, som er citeret på en mindeplade ved siden af mindesmærket: Det var kun et forspil, hvor man brænder bøger, brænder man til sidst også mennesker. Dette skrev han i ca. 1820 formodentlig om en koran-afbrænding, men profetien blev virkelighed over 100 år efter i hans fædreland. Bebelplatz ligger ved Unter den Linden, omgivet af en masse store historiske bygninger bl.a. Humboldt Universitet, Staatsoper og St. Hedwig-katedralen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar