mandag den 29. november 2010

GENDARMENMARKT

I weekenden kiggede jeg også forbi det danske julemarked ved den danske kirke i Wilmersdorf. Det var dog kun et hurtigt visit, for jeg savner endnu ikke Danmark så meget. Men nu har set både det finske, det svenske og det danske julemarked i Berlin.

Jeg besøgte også julemarkedet på Gendarmenmarkt og det må være dette julemarked, man taler om, når man siger, at Berlin er et paradis for julemarkedsenthusiaster. Gendarmenmarkt ligger perfekt mellem de to store, flotte kirker Deutscher Dom og Französischer Dom. Det koster 1 euro overhovedet at komme ind på markedet, men jeg synes, at det var meget hyggeligt og stemningsfuldt. I boderne kan man købe en masse mærkelige ting som smykker, tasker, glasvarer, lamper etc. Det eneste jeg kunne overveje, er noget af det julepynt i udskåret træ, som fås rigtig mange steder. Men der var også rigtig mange boder, der solgte spændende madvarer, både tyske og udenlandske specialiteter.

søndag den 28. november 2010

BOLIGJAGT

Tirsdag aften så jeg en lejelighed i Friedrichshain, som jeg blev ret vild med. Den var nøjagtig, hvad jeg havde ledt efter. Altbau og med værelser med højt til loftet. Sammenlagt har jeg nok kun brugt 5-6 dage på at lede efter lejelighed, men det har alligevel været en rutsjebane følelsesmaessigt. Derfor er det en stor lettelse, at jeg ikke skal bekymre mig om det mere (lige foreløbig). Ud fra billederne i boligannoncerne har jeg været ude og se på lejeligheder, som bare ikke var gode i virkeligheden, for beliggenhed betyder en del i Berlin. Områderne hvor Berlinmuren lå kan nogle steder stadig være så øde og menneskeforladte, at man ikke har lyst til at bo der. Men nu har jeg altså fundet en god lejelighed, som jeg flytter hen i 1. december : ).

Nedenstående billede tog jeg i torsdags, efter jeg havde fået nøglerne til lejeligheden. Det var frostvejr men dejligt solskin.

Udsigt fra Warschauer Brücke, Berlin


lørdag den 27. november 2010

SVENSK JULEMARKED

I dag besøgte jeg det svenske julemarked i Wilmersdorf. Det var overraskende stort, og ligesom på det finske julemarked kunne man købe importerede madvarer. Svenskerne i Berlin savner åbenbart knækbrød, kötbullar, ost, sild og meget andet. De solgte også en masse flot julepynt og julekort udover mere traditionelle svenske ting som træheste og smørknive.

BRÖHAN-MUSEET I CHARLOTTENBURG

Onsdag var det første dag, det rigtigt frøs. Jeg var på Bröhan-museet i Charlottenburg, der viser interiør i Art Déco og Art Nouveau - min arkitektoniske ynglingsperiode. Der var da også et fantastisk åkandeskab af Hector Guimard, som hed Buffet (1899).

Udover møbler, kaffestel og vaser kunne man også se en udstilling med den tyske impressionist Philipp Franck Vom Taunus Zum Wannsee. En del af billederne forestiller landskaber fra Berlin-området. Philipp Franck-udstillingen vises frem til 16. januar 2011.

Bröhan-museet ligger lige ved siden af Charlottenburg Slot, hvor der var et stort julemarked foran. Markedet så i hvert fald stort ud udefra, men mange af boderne sælger det samme, og så er det faktisk ikke så stort igen. Julemarkederne på Alexanderplatz og Kurfürstendamm har også de samme boder, hvilket nok siger noget om, hvor kommercielle og topprofessionelle de berlinske julemarkeder er. Jeg er dog sikker på, at der også findes nogle mindre mere hyggelige markeder andre steder i Berlin. Jeg fik en kop Glühwein til at varme mine forfrosne fingre på. Det smagte ret godt og fås i flere varianter, rød eller hvid, med eller uden Schuss.

Lysshow ved Charlottenburg Slot, som jeg kunne se på, mens jeg drak Glühwein.


fredag den 26. november 2010

ICH LESE DEUTSCH

Jeg er nu cirka halvvejs i Stieg Larsson´s Verdammnis, som jeg læser på tysk. Når jeg har slået det samme ord op 3-4 gange, er jeg ved at have det.

ENSILUMI

I dag sneede det for første gang. Billedet viser udsigten fra mit vindue. Kreuzberg-lejeligheden er en stuelejelighed, men der et stykke ud til fortorvet, så det er ikke specielt forstyrrende. Der går dog hele tiden mennesker forbi, så jeg har et godt udsyn til det pulserende storbyliv.

torsdag den 25. november 2010

LANVIN + H&M

 
Selvfølgelig skulle jeg i H&M tirsdag for at se på Lanvin-kollektionerne. Ærgeligt, at herrekollektionen ikke også blev lavet i en mere feminin udgave.

H&M, Kurfürstendamm 237, Berlin

tirsdag den 23. november 2010

GO GO HACHI (558)

Efter at have oset lidt på Ku'damm lørdag eftermiddag spiste vi aftensmad på Go Go Hachi - en restaurant som både serverer sushi og vietnamesisk mad (en kombination som ses flere steder). Emanuela valgte en ret fra den vietnamesiske del af menukortet, og jeg valgte en sushi-menu. Restauranten var udmærket og meget billig. Interiøret var ret kitch, f.eks. kørte deres running sushi ikke på bånd, men sejlede rundt på mekaniske både i vand - selvfølgelig badet i neonlys.
Go Go Hachi, Lotte-Lenya-Bogen 558, Berlin


BARCOMI'S

Lørdag spiste vi frokost i Kreuzberg på den populære Barcomi's Kaffeerösterei, som er en New York-inspireret café. Vi fik bagels med humus og bagefter New York Cheesecake og Latte Macchiato i glas (en kaffevariant som både Emanuela og jeg blev meget glade for). Som det ses på billedet, er kaffen og mælken ikke rørt sammen ved servering - det har man selv den store fornøjelse af.
Barcomi's, Bergamansstrasse 21, Berlin


mandag den 22. november 2010

HOHENSCHÖNHAUSEN

Lørdag morgen tog mig og Emanuela ud for at se Stasi-fængslet i Hohenschönhausen. Vi kendte ikke tidspunkterne for rundvisningerne, og det viste sig, at dagens eneste guide-tur på engelsk først var kl. 14:30. Så vi blev vist rundt af en tysk guide i stedet. I starten kunne jeg ikke forstå et ord, men da han fortalte sin personlige historie, spidsede vi ører og fik noget ud af det alligevel.
Vores guide fortalte, at han var blevet taget af Stasi i slutningen af 1980'erne under et flugtforsøg til vesten og var ankommet til Hohenschönhausen uden at få at vide, hvor han var, eller hvor lang tid han skulle blive der. Da han ankom, fik han at vide, at han ikke længere havde nogen rettigheder og fik et nummer, som han blev kaldt i stedet for sit navn. Fængslet var sådan indrettet, at de indsatte aldrig så de andre fanger, og aldrig fik træer eller buske at se. Om natten skulle de ligge på ryggen med hænderne ned langs siden, for de skulle ikke have mulighed for at samle kræfter igennem søvnen. Om dagen blev de forhørt i timevis og psykisk terrioriseret. Vi så også torturkamre og en transportvogn, som de anholdte ankom til fænglet i. Alt i alt var det meget uhyggeligt at se. Fængslet så ud som var det fra en anden tid, alligevel var det i brug indtil for ca. 20 år siden.
Hohenschönhausen, Genslerstrasse 66, Berlin


MONSIEUR VUONG

Kylling med nudler
Længe ventet fik jeg endelig besøg fra Danmark, og det var utrolig dejligt at få selsskab. Emanuela ankom fredag eftermiddag, og efter at have læsset bagagen af hos mig, tog vi ind til Mitte. Om aftenen spiste vi på en lille vietnamesisk restaurant Monsieur Vuong (som er nævnt i næsten samtlige af mine guidebøger). Det var også utrolig godt og billigt. Monsiuer Vuong ligger på Alte Schönhauser Strasse 46.

søndag den 21. november 2010

FINSK JULEMARKED

Både lørdag og søndag var der finsk julemarked i Kreuzberg arrangeret af Suomi-Keskus. Der var salg af finske madvarer som rugbrød, karelske pirogger, Fazer chokolade, sennep, laks osv. Fuldstændig de samme madvarer, som ikke kan opdrives i Danmark. Der var også mange boder med servering af mad og salg af håndværk og finske ting. Jeg prøvede tombolaen, men havde ikke lykken med mig. Suomi-Keskus er en forening for finnere og andre, og jeg vil nok i fremtiden holde øje med de begivenheder, de arrangerer.

fredag den 19. november 2010

IRGENDWO

Tirsdag regnede det hele dagen, og jeg tog i biografen. Hvis man ikke vil vide noget af tysk voice-over, kræver en biograftur lidt ekstra research. I Cinestar i Sony Center er udvalget af film, der vises i original-udgave stort. Jeg udså mig Sophia Coppola's Somewhere, som var rigtig god (****).

Senere på aftenen tog jeg på Travolta, en anonym bar ved Götlitzer Bahnhof, hvor et udvalg af Berlins expat-miljø samles til drinks og hyggesnak en gang om ugen. Det var en meget hyggelig aften, og et let sted at komme alene for at finde nye bekendtskaber.
Cinestar Original im Sony Center, Potsdamer Strasse 4, Berlin


50 JAHRE BAUHAUS-ARCHIV

Den 14. november havde Bauhaus-arkivet "Tag der öffenten Tür" og der var gratis adgang hele dagen. Museet indeholder lidt af hvert - møbler, keramik, billeder, fotografier fra 1920'erne og frem. Hovedattraktionen var nu nok minitature-udgaverne af forskellige Bauhaus-bygninger som Hochhaus am Bahnhof Friedrichstrasse af Ludwig Mies van der Rohe og Faghaus-Werk af bl.a. Walter Gropius. Disse bygninger er fra Berlin, ellers er Bauhaus-bygningerne bygget mange steder i verden. Selve museet er tegnet af Walter Gropius oprindeligt, men bygget i 1979.
Bauhaus-archiv, Kingelhöferstrasse 14, Berlin


torsdag den 18. november 2010

MUJI MUJI

Elsker denne japanske forretning, som har alt muligt i enkelt, minimalistisk design - kommer aldrig ud uden at have erhvervet mig endnu en opbevaringsmappe eller kuglepen.
Muji, Hackesher Markt 1, Berlin


mandag den 15. november 2010

VIKTORIAPARAK

I weekenden blev det pludselig fantastisk godt vejr - 20 grader midt i november! Helt utroligt, min vinterjakke var alt, alt for varm. Jeg gik en tur i Viktoriapark, som ligger i Kreuzberg. "Bjerget" midt i parken, som har navngivet Kreuzberg, er 66 meter, men udsigten var flot over det solbeskinnede Berlin.

lørdag den 13. november 2010

HITLER UND DIE DEUTSCHEN

Deutsches Historishes Museum, Unter den Linden 2, Berlin
Fredag tog jeg hen til Zeughaus for at se den meget omtalte udstilling Hitler und die Deutschen. Der var utrolig mange mennesker, men jeg synes ikke udstillingen helt levede op til forventningerne. F.eks. kunne den have haft et større fokus på den almene tyskers forhold til Hitler fra 1930'erne til i dag, for materialet ligger i hvert fald op til, at det er det tyske folks forhold til Hitlers magtanvendelse, der er omdrejningspunktet for udstillingen. I stedet blev udstillingspladsen brugt til meget andet end dette, f.eks. historiske facts om NSDAP's diktatur og krigsforbrydelserne. Men alligevel var det ret interessant at se.

Andetsteds i Zeughaus kunne man se en lille udstilling 1990 - Der Weg zur Einheit, som var meget lille men ligeledes ret interessant. Blandt andet kunne man se tv-klip fra Bornholmerstrasse 9. november 1989, hvor muren faldt og de vantro vagter, der forbavsende betrager menneskermasserne der fosser forbi bommene.

Hitler und die Deutschen vises frem til 6. februar 2011 og 1990 - Der Weg zur Einheit vises frem til 2. januar 2011.

Efterskrift: Jeg har efterfølgende talt med nogle tyskere om denne udstilling, og de siger, at Hitler har været et kæmpetabu indtil for 10 år siden, og stadig er det til en vis grad. Det er dermed ikke et emne, som man bare lige laver en udstilling om, som hvis der havde været tale om en anden "historisk" person. Men der er jo lavet f.eks. filmen Der Untergang, som fremstiller Hitler på en "objektiv" måde. Under alle omstændigheder er det en udstilling til stor diskussion.

fredag den 12. november 2010

LEJELIGHEDEN OG GADEN

Er landet i Berlin og har indlogeret mig i lejeligheden, som fint lever op til forventningerne. Eneste minus er, at den ligger ud til en trafikeret vej.

onsdag den 3. november 2010

NØGLERNE

Nøglerne til Kreuzberg-lejeligheden kom med posten i dag. 9. november kom nu!