mandag den 31. januar 2011

AGATHE SNOW: ALL ACCESS WORLD

Deutsche Guggenheim, Unter den Linden 13-15, Berlin

Om mandagen er der jo gratis adgang på Deutsche Guggenheim, så efter sprogskolen i dag gik jeg ind for at se den aktuelle udstilling med Agathe Snow (vises indtil 30. marts 2011). Som man kan se på billederne består værkerne af mange genkendelige historiske monumenter sat op imod nutidige ikoner som er mindst lige så genkendelige. Spændende, men nok mest humoristisk når det sådan er sat op i et papmaché-univers.

Deutsche Guggenheim er så lille – der er kun ét udstillingslokale og er egentlig mere et slags showroom end museum (der er konstant skiftende udstillinger og ingen fast samling). På nogle af de store museer er mængden af kunstværker så overvældende, at man efter et stykke tid er for mæt til at kunne opfatte mere – og må give op undervejs. Chancen for et sådant indtryksoverload er ikke stor på Deutsche Guggenheim, hvor lidt er godt.


SONY CENTER WORLD LANGUAGES PARTY

Cinestar bar, Potsdamer Strasse 4, Berlin
Fredag aften blev der holdt et internationalt arrangement i Sony Center’s Cinestar Bar – midt inde i biografkomplekset! Det var en god aften og med musikalsk underholdning (Rebecca Olmsted Band). Da festen ebbede ud her fortsatte den i Prenzlauer Berg på August Fengler (Lychener strasse 11). Mange har sagt, at Prenzlauer Berg nu er dødt område nattelivsmæssigt. Siden murens fald har dette østberlinske beboelseskvarter udviklet sig fra ”ghetto” til et slags Østerbro. Hvis man kommer i området om dagen, er der rigtignok børn i barnevogne overalt - men barerne er ikke fuldstændig forsvundet.

søndag den 30. januar 2011

LANGE NACHT DER MUSEEN - PART III

Museum für Naturkunde, Invalidenstrasse 43, Berlin






































Museum für Naturkunde var sidste stop på vores rute igennem Lange Nacht der Museen, og vi nåede faktisk ikke at se det hele, før museet lukkede. Det gjorde ikke noget, da biologi ikke ligefrem er min hovedinteresse. Jeg var dog alligevel meget godt underholdt, for jeg må erkende, hvem synes ikke verdensrummet eller evolution er fascinerende? De udstillede ting er virkelig godt præsenteret og forklaret. I indgangshallen står et impornerende dinoskelet - verdens største af sin slags (dvs. originalt)!




LANGE NACHT DER MUSEEN - PART II



Efter Mauermuseum var næste stop på ruten Museum für Film und Fernsehen, som jeg blev meget positivt overrasket over. Museet ligger ved Sony Center og gennemgår kronologisk tysk filmhistorie fra 1920’ernes Babelsberg til i dag – og der er gjort plads til, at historien kan fortsætte. Bemærkelsesværdigt er det at se, hvordan filmfremstillingen påvirkes af Tysklands historie, som man uundgåeligt får repeteret via gennemgangen af filmproduktionerne. Virkelig anbefalelsesværdigt museum! Særudstillingen pt. er Ingmar Bergman – von Lüge und Wahrheit (vises frem til 29. maj 2011).

Museum für Film und Fernsehen, Potsdamer Strasse 2, Berlin
På nedenstående billede ses der Boulevard der Stars, hvor tyske filmstjerner (eller udenlandske filmstjerner med betydning for Tysklands filmproduktion) har fået en stjerne fuldstændig som i Hollywoood.


LANGE NACHT DER MUSEEN - PART I

Shanghai, Kantstrasse 22, Berlin
Lørdag aften holdt en stor del af Berlins museer åben kl. 18-02, og med en specialbillet til Lange Nacht der Museen kunne man besøge så mange museer som muligt indenfor tidsrummet. Der var selvfølgelig propfyldt med mennesker alle steder, men godt arrangeret med en shuttlebusforbindelse mellem alle museerne. Først spiste jeg middag med Inggrid på en kinesisk restaurant på Kantstrasse, som er Berlins ”Chinatown”. Derefter startede vi med Mauermuseum ved Checkpoint Charlie, så Museum für Film und Fernsehen og til sidst Museum für Naturkunde. Fordi vi valgte så store museer, kunne vi ikke nå mere end disse tre - og vi var rimelig trætte i hovederne kl. 2.


Mauermuseum ved Checkpoint Charlie er lidt af et turistfældemuseum med lidt om alt muligt forskelligt blandet sammen med det tilfælles, at det er relateret til Berlinmuren. Det mest spændende er beretningerne om de forskellige fremgangsmåder, DDR-beboere brugte (eller forsøgte at bruge) til at smugle mennesker fra øst til vest – kun fantasien sætter grænser.



Mauermuseum/Haus am Checkpoint Charlie, Friedrichstrasse 43-45, Berlin



fredag den 28. januar 2011

FERNSEHTURM

 
Kan man forestille sig en bedre location for en fest? Nej, vel. Men det var ikke desto mindre der, den seneste internationale gettogether blev holdt. Det var Internations der havde arrangeret, og deltagerne var primært den type expats, der kommer tættest på ordets egentlige betydning: udlændige der bliver betalt for at være her. Jeg tog til festen sammen med Inggrid, og vi nød den fantastiske udsigt mens vi minglede, smagte på kanapeer og nippede til sekt (tysk champagne).

Fernsehturm er Berlins vartegn, og interiøret er virkelig retro DDR-agtigt, hvilket giver en helt unik stemning. Elevatoren tager 40 sekunder, og så befinder man sig pludselig 200 meter over jordens overflade. Et højdepunkt på mit ophold i Berlin!

tirsdag den 25. januar 2011

VERNER PANTON


På Nordische Botschaften så jeg i dag mini-udstillingen Panton and contemporary Danish design, der viser den danske designer Verner Panton’s udvalgte originale værker – primært stole. Det er en tysk privat Panton-samler André Barss, som har udlånt sine møbler til ambassaden. Udstillingen vises frem til 28. februar 2011 og er gratis.


Nordische Botschaften, Rauchstrasse 1, Berlin


mandag den 24. januar 2011

ALEXANDERPLATZ

Tågen sænkede sig over Fernsehturm og luften var fugtig men mild denne eftermiddag på Alexanderplatz. Alexanderplatz bæger tydeligt præg af utallige ombygninger og omstruktureringer, men har dog et par meget karakteristiske DDR-attraktioner: Verdensuret (som ironisk nok fortalte DDR-borgerne hvad klokken var i alle verdens lande), Park-inn (et hotel bygget i DDR-tiden) og springvandet Brunnen der Völkerfreundschaft.

SPROGSKOLE

Efter to dages forkølelsessygdom med halspastiller og kandevis af te, var det dejligt igen at kunne komme udenfor. Jeg havde min første dag på sprogskolen GLS - German Language School og var meget tilfreds. Jeg ankom kl. 8 og efter en skriftlig og en mundtlig test blev jeg indplaceret i en passende klasse med 12 studerende. Der er én lektion om formiddagen og én om eftermiddagen med to forskellige lærere - og alt foregår på tysk. Teamet for den første lektion var meget passende die Stellensuche, og eftermiddagslektionen var en 1½ times diskussion om hvorvidt, det er en god idé, at Brasilien skal være vært for fodboldverdens-mesterskabet om tre år (der er fire brasilianere i min klasse).

søndag den 23. januar 2011

CAFÉ DATSCHA


Datscha, Gabriel-Max Strasse 1, Berlin

Skønne blinis med spinat og sauerkraut på Datscha, hvor jeg onsdag aften spiste ude med Anja og min mor. Datscha er en indbydende russisk-inspireret café i Friedrichshain med hjemligt interiør. Vi smagte også en Berliner Weisse mit Schuss som minder meget om de belgiske ”frugtøl”.

lørdag den 22. januar 2011

HOLOCAUST-MINDESMÆRKET & POSTDAMER PLATZ

Onsdag gik vi en tur ad en de oplagte sightseeing-ruter nemlig fra Unter den Linden, forbi Brandenburger Tor til Holocaustmindesmærket for at ende ved Postdamer Platz og Sony Center.