onsdag den 16. marts 2011

MUSEUM BLINDENWERKSTATT OTTO WEIDT

Lørdag eftermiddag besøgte Emanuela og jeg Museum Blindenwerkstatt Otto Weidt, som er en lille, spændende udstilling om et gemmested og værksted for handikappede jøder under 2. Verdenskrig. Otto Weidt grundlagde i midten af 1930’erne et værksted der producerede børster, og ansatte næsten udelukkende blinde og døve og efter 1939 fortrinsvis jøder. Det betød, at næsten alle ansatte var forfulgte af Gestapo. I baglokalet havde han indrettet et decideret skjulested, og ellers benyttede han bestikkelse for at udsætte deportationen af sine medarbejdere. Det endte dog med, at de fleste blev myrdet i koncentrationslejre. Udstillingen (som har fri entre) vises i værkstedets lokaler og fortæller historien om de involverede personer. Man kan f.eks. læse nogle af deres breve og postkort. Adressen er Rosenthaler Strasse 39.
Postkort fra en af de ansatte på vej mod "Arbejdslejren" Birkenau - Seid völlig unbesorgt (da. vær ikke bekymret). Postkortet blev angiveligt kastet ud af vinduet på et tog og blev fundet af nogle, som fik det sendt til Blindeværkstedet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar