søndag den 5. december 2010

ORDNUNG MUSS SEIN

Meget apropos: Bundezentrale für politische Bildung har arrangeret udstillingen Deutschland für Anfänger på Unter den Linden. Udstillingen så jeg dagen efter jeg ankom til Berlin, og er bygget op som en gennemgang af fordomme/ kendsgerninger om almene karaktertræk hos tyskere - naturligvis i alfabetisk orden (!).

Udstillingen begynder med A og slutter med Z, hvert bogstav behandler en fordom eller en anerkendt tysk værdi. O stod selvsagt for orden (ifølge udstillingen mener 75 % af tyskere over 14 år, at ordenssans er en vigtig kvalitet), H for humor, D for Deutsch (i høretelefoner kunne man høre forskellige tyske dialekter som plattdeutsch, berlinerisch eller bayersisch), F stod for fodbold, U for Umwelt og så videre. G stod for Gemütlichkeit, som var beskrevet som ”at have det rart” men som noget udefinerbart, som ikke let kan oversættes til andre sprog. Øh, det er vel det. der er vel pendanten til ”hygge”, som danskere ellers nærmest har patent på? Men jeg læste videre, og der stod, at i Tyskland kan Gemütlichkeit også blive for meget og have en negativ betydning, dvs. det kan beskrive nogen som konfliktsky, utroværdig eller stillestående. Det forklarer jo så forskellen på ”hyggelig” og ”gemütlich”, for hygge kan aldrig være negativt ladet i Danmark.

På billedet kan man se de minimalistiske havenisser som vogter indgangen. Udstillingen er gratis og vises frem til 27. februar 2011.

Bundeskanzler-Willy-Brandt-Stiftung, Unter den Linden 62-68 , Berlin
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar